Omtale af mine fortællinger og foredrag

FAABORG SKI & MOTIONSKLUB. Gå-udvalget:

Men før vi nåede frem til foråret - altså på kalenderen - holdt vi et arrangement i klubben, hvor Lene Bjerre fortalte en spændende historie om en dreng, der imod alle odds blev til en almindelig mand. Endda en mand med succes. Optakten til Lenes historie kunne ikke orkestreres bedre. Da alle sad bænket omkring kaffebordene, blev én af gå-pigerne meldt savnet. Historiefortællingen blev udskudt lidt, og så lidt mere, og så endnu mere. Alt imens gik den hektiske jagt. Først med mobiltlf. Intet svar. Så drog et eftersøgningshold af sted. De fandt ikke blot én - men fire gå-piger, som var gået forkert et sted i skoven.

Da Lene fortalte sin fiktive historie, havde hun forsamlingen i sin hule hånd. Og det havde absolut ikke været nødvendigt med det ekstra skud adrenalin, som eftersøgningen havde givet, for at blive grebet af fortællingen. Arrangementet blev en stor succes. Tusind tak til Lene.



Mandag den 29. april 2019 var der mødt ca. 100 mennesker op til sogneeftermiddag i Jerne Sognehus, Esbjerg. Dagens foredragsholder var Lene Bjerre med foredraget: "En fortælling om Bhutan" med undertitlen "Landet, hvor BNP måles på folks lykke".

Lene Bjerre førte tilhørerne gennem det lille kongedømme Bhutan, hvor folkets levevis er stærkt knyttet til Buddhismen, og hun fremviste særdeles smukke naturbilleder suppleret med en enestående fortællekunst og solid historisk viden.

De fremmødte og undertegnede ser frem til igen at møde Lene Bjerre med ét af sine spændende foredrag.

Mette og Poul Nørup, Jerne Sognehus

 

HF&VUC FYN Søndersø den 10. oktober 2018: 

   Onsdag havde vi Lene Bjerre på besøg. Her fortalte hun en fantastisk fortælling om Morten. Hun tryllebandt kursisterne og kursisterne taler fortsat om denne.

 

Veronique Izem: Tak for besøget Lene 😍 Det var virkelig fantastisk ... spændende, dybt, sjovt og så virkeligt (og så har jeg endda lært et nyt ord, som sidder godt fast - lige som han gjorde med toiletrullen i munden 😂)